Et Levende Monument

Om

Intro

Careswing

Ideen bag care swing er at give besøgeren den vuggende, vægtløse fornemmelse fra gyngen kombineret med en groundende følelse af tyngde fra de varme sandsække. Altsammen for at skabe beroligelse af nervesystemet. 

De besøgende er i denne del af monumentet passive lyttere til et soundtrack, som består af en summende samtale, der vækker mindelser om den trygge og afspændte tilstand, man var i, når man som barn faldt i søvn til de voksnes samtaler. 

Gyngen, som her ses som small scale model, skal blive en stor rund cirkel (6 meter i diameter), hvor publikum placeres liggende med hovederne mod midten af cirklen med fødder og knæ på gyngen. Således bliver rummet én stor kollektiv afspændende masse. 

De besøgende er i grupper af to, som hver især skiftes til at være modtager og caretaker (den, der placerer de varme sandsække).

Glas

Dette instrument består af en masse glas-artefakter, som vi kender fra hverdagen, samt enkelte små slagtøjsinstrumenter i metal (crotales, triangel). 

Da instrumentet er gennemsigtigt, kan slagtøjsspilleren oversætte den besøgendes bevægelser til lyd ved at spille på lige præcis det område af instrumentet, som vedkommende dækker med sin krop, og med den intention og i det tempo, kroppen bevæger sig. Den besøgende bliver, med andre ord, et levende partitur – og spiller dermed en aktiv rolle i skabelsen af det musikalske værk. 

Artefakterne i det store instrument har individuelle harmonier, som er blevet transskriberet og indspillet for violin. Dette violinscape kører simultant i et flerkanals højttalersystem, som er placeret rundt om instrumentet.

Metalskov

I dette rum er de besøgende aktive lyttere, som med deres bevægelser sætter en skov af metalplader (thunder sheets) i bevægelse, og derved skaber lyd og vibrationer. 

På nogle af pladerne er der placeret kontaktmikrofoner, som forstærker og forvrænger lyden i et højttalersystem. Andre metalplader er helt akustiske, og giver rum for den helt nære, intime, lokale lyd. 

Ideen er, at man som besøgende fortaber sig i et landskab, hvor kun lyden afslører ens bevægelser og tilstedeværelse. Samtidig mærker man, hvordan ens unikke ageren sætter et lille eller stort lydligt aftryk i rummet. 

I large scale skal der være omkring 200 plader hængende i forskellige højder, samt yderligere et par højttalere.

Monoton Healing

I et helt mørkt rum afspiller et højttalersystem et langt beat kreeret ud fra manipluerede violin og percussion samples, som giver en klar og sprød lyd. 

Inspireret af Frédéric Gies’ teorier om Techno Somatics*, inviteres de besøgende til at lytte og bevæge sig til den monotone rytme i bpm 120. Teorierne går på, at dans og bevægelse i det samme tempo mange timer ad gangen har en healende effekt på den menneskelige krop. Det mørke rum giver mulighed for at være anonymiseret og danse “like no one is watching”. Ideen er, at individet – hvis det danser længe nok – kan opleve momentant at ophøre og i stedet blive til en fælles krop eller energi, som vokser ud af de fælles monotone bevægelser. En transpersonel oplevelse. 

*) Technosomatics is a movement practice developed by Frédéric Gies who shares it in various workshop formats. It consists of a collective and individual exploration of the endocrine glands (the major chemical system of our body) and the chakras (energy centers) through club dancing to techno music as wells as the opposite: an exploration of club dancing while embodying the endocrine glands and the chakras. It is practiced mostly with eyes closed, in a pitch-dark room.

Fælleskor

Ved vores ankomst på ARoS inviterede vi de besøgende med i vores proces, ved at bede dem besvare forskellige spørgsmål, der bl.a. kobler sanser og det sensoriske til erindringen.

Som svar på spørgsmålet om, hvornår man føler sig forbundet med andre (mennesker), nævner mange musik, sang og dans. Det er jo i sig selv relevant for netop vores proces, men gav os helt konkret lyst til at arbejde videre med ideen om et fælleskor. 

Fælleskoret består af tre dele – tre satser, om man vil – og bygger harmonisk på klange fra det store instrument med det levende partitur. Fælleskoret opføres i et totalt mørklagt rum. Inden værket opføres og lyset dæmpes, introduceres de forskellige satsers præmisser for deltagerne. 

I første sats lægger deltagerne sig ind i den klang, de hører afspillet, således at alle indgår i en fælles samklang. Her er det overordnede fokus enhed. I anden sats opfordres deltagerne til musikalsk at bevæge sig ud fra klangen i rummet og synge de toner eller fraser, de måtte have lyst til – stadig med udgangspunkt i klangen, men med større fokus på individuelle behov og indre musikalitet. Henover denne udbyggede akkord spiller en violinist en improviseret solo, der samtidig indikerer ind- og udgang til anden sats, idet anden sats starter med violinen og slutter, når violinisten stopper med at spille. Tredje sats består af en lydhealingsøvelse. Klangen fra det store instrument afspilles stadig gennem højttalerne og ovenpå denne opfordres deltagerne til på vrøvlesprog at sige alt det, de ikke kan få sagt med den intention, der ligger bag det usagte; det være sig kærlighed, raseri, misundelse, uforståenhed, etc. med fokus på at sende denne lydlige erklæring i retning mod en bestemt person. Lyset tændes, når den sidste lydlige erklæring er døet ud. Herefter er fælleskoret slut.

Skitser fra workshop og inspiration

Skitser fra workshop og inspiration